En kommune kunne ikke sælge en grund til et menighedsråd uden udbud

23-11-2007

Statsforvaltningen Syddanmark havde givet afslag på samtykke til salg af en byggegrund til et menighedsråd uden offentligt udbud.

Vejle Kommune henvendte sig på ny. Menighedsrådet ønskede at bygge en ny sognegård på grunden. Sognegården skulle blandt andet danne ramme om kulturelle aktiviteter. Kommunen ville gerne støtte denne del af menighedsrådets aktiviteter og give støtten gennem salg af byggegrunden til menighedsrådet.

 

Statsforvaltningen Syddanmark fastholdt, at der ikke kunne gives samtykke til salg uden udbud. Statsforvaltningen vurderede, at kommunen ikke kunne yde anlægsstøtte gennem salg af grunden til menighedsrådet. Statsforvaltninen lagde vægt på, at menighedsrådet også varetog opgaver, der alene havde et religiøst formål, som kommunen ikke selv lovligt kunne varetage.