Adoptivbarnets oprindelige forældre
Som adopteret kan du søge oplysninger om dine oprindelige forældre. Hvis du endnu ikke er fyldt 18 år, kan dine adoptivforældre søge på dine vegne.
Hvor du skal henvende dig, afhænger af, om du er adopteret ved national eller international adoption - altså om du er adopteret fra Danmark eller fra udlandet.
National adoption
Hvis du er adopteret fra Danmark, kan du søge oplysninger om dine oprindelige forældre hos personregisterføreren i dit fødesogn (det sogn, hvor din fødsel blev registreret). Her kan du bede om en udskrift af ministerialbogen, som vil indeholde navne, fødselsdatoer og fødselssogne for dine oprindelige forældre. I udskriften står der også, om du er adopteret.
Med oplysningerne om dine oprindelige forældre kan du henvende dig til kommunens folkeregister og få oplyst, om de stadig er i live, og hvor de bor.
International adoption
Hvis du er adopteret fra udlandet, kan du få hjælp til, hvordan du kan søge oplysninger om dine oprindelige forældre hos Ankestyrelsen (link til kontaktformular).
International adoption før den 8. august 2003
Er du adopteret fra udlandet til Danmark før 8. august 2003, kan det være relevant for dig at kontakte Ankestyrelsen, hvis du ønsker at vide, om din oprindelige slægt har forsøgt at kontakte dig i perioden 1987 til 8. august 2003.
I perioden 15. januar 1987 til 8. august 2003 videresendte de formidlende organisationer henvendelser fra oprindelig slægt til tilsynsmyndigheden.
Hvis der var givet afkald på anonymitet, blev eventuelle henvendelser videregivet til adoptanter eller voksne adopterede. Hvis der ikke var givet afkald på anonymitet, blev eventuelle henvendelser bevaret i tilsynsmyndighedens arkiv. Dette skete i overensstemmelse med de retningslinjer, som dengang var gældende for håndteringen af henvendelser fra oprindelig slægt. Arkiverne er senere overdraget til Rigsarkivet.
Efter den 8. august 2003 blev retningslinjerne ændret, så de adoptionsformidlende organisationer AC Børnehjælp og DanAdopt sendte alle henvendelser fra oprindelig slægt til adoptanter eller voksne adopterede.
Vi kan hjælpe med at søge og indhente sager fra Rigsarkivet om henvendelser fra oprindelig slægt i udlandet. Du skal til brug for sagen oplyse din fødselsdato og din adoptivforælders/dine adoptivforældres navne.
Aktindsigt
Hvis du er adopteret nationalt og ønsker at se din adoptionssag, skal du sende en ansøgning og en kopi af din dåbsattest til den myndighed, der har udfærdiget adoptionsbevillingen.
Hvis du er adopteret international kan du rette henvendelse til Ankestyrelsen, hvis du ønsker at se din adoptionssag. Når DIAs arkiv er overleveret fra DIA til Rigsarkivet, vil Ankestyrelsen få adgang til at låne sagerne fra Rigsarkivet og behandle henvendelserne hurtigst muligt.
Sagsbehandlingen af aktindsigtsanmodningerne vil blive behandlet ud fra et princip om, at de ældste anmodninger vil blive behandlet først.
Der kan være oplysninger i din adoptionssag, du ikke kan få lov til at se. Det kan for eksempel være, hvis dine oprindelige forældre har bortadopteret andre børn. Det er heller ikke muligt at få adgang til straffeattester, uanset om de indeholder strafbare forhold eller ej.
Henvendelse fra oprindelig slægt
Ved anonyme adoptioner har den oprindelige slægt (for eksempel forældre eller søskende) ikke krav på oplysninger om adoptivbarnet eller adoptivforældrene.
Hvis Ankestyrelsen modtager en henvendelse fra den oprindelige slægt, vil vi dog kontakte den adopterede, hvis han eller hun er myndig. Hvis den adopterede ikke er myndig, vil vi rette henvendelse til adoptivforældrene.